Hvad skal der ske hos øjenlægen?
Ifølge loven skal børn under 10 år altid undersøges af en øjenlæge – ikke en optiker.
1. Øjnene dryppes
Først skal dit barn have dryppet sine øjne, så pupillerne udvides, og øjets linse ikke kan ændre fokus. Måske får du dråberne udleveret på forhånd, så du kan dryppe dit barns øjne hjemme. Ellers vil øjenlægens sekretær gøre det på klinikken. Bagefter skal I vente en halv times tid, til dråberne virker. Det kan tydeligt ses, for pupillerne i dit barns øjne vil blive meget store, de kan svie lidt og blive meget lysfølsomme.
2. Øjnene undersøges
Det er meget forskelligt, hvordan øjenlægen vil og kan undersøge dit barns øjne. Det afhænger af dit barns alder. Ved helt små børn bruger øjenlægen måske forskellige glas, som han holder foran dit barns øjne, mens han lyser på dem. Ved lidt større børn kan han undersøge øjnene ved, at de kigger ind i et specielt apparat, der kan minde lidt om en kikkert. Større børn med et godt sprog kan også få tjekket deres syn ved at kigge på den berømte tavle med figurer. Måske vælger øjenlægen en blanding af de forskellige metoder.
3. “Dommen” falder
Hvis øjenlægen vurderer, at dit barn har brug for briller, vil du få en recept med styrken på de brilleglas, som dit barn skal have. Derefter går du til optikeren, som hjælper jer med at finde de helt rigtige briller. Når I har valgt briller, skal der sættes glas i dem, og der går ofte 1-2 uger, før du kan hente brillerne. Derefter bør I gå til optikeren med jævne mellemrum for at få justeret stellet, strammet skruerne og rettet stængerne, så brillerne altid sidder godt.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ...
...at det kan være svært at se klart op til 24 timer efter, at øjnene er blevet dryppet. Pas på med at lave for mange aftaler efter undersøgelsen. Det er en god ide at have solbriller med, da øjnene kan blive meget lysfølsomme.