Fragt 29 kr.
Fragtfrit ved køb over 400 kr.
×
 x 

Tom kurv
Indkøbskurv
Tom kurv

barn-med-briller-nyt-foto-side

 

Her kan du læse forældres ærlige beretninger, om dengang deres barn fik briller. Mød Sofus, Frederikke, Viktoria, Hjalte og Alma, som alle bruger briller.

.......................................................................................................

Da Sofus fik briller:

Babyer bruger da ikke briller, gør de?



Jeg havde aldrig set en baby med briller. Så da dommen fra øjenlægen lød på briller til kun 11 måneder gamle Sofus, var jeg… chokeret. Min kønne lille dreng med hinkesten?

TEKST SOFIE WINTHER ASKGAARD FOTO PRIVAT


alt

 

”Han skeler da ret meget, gør han ikke?”


Sofus er otte måneder gammel, og vi har sundhedsplejersken på besøg. Vi kigger sammen på Sofus og kan begge godt se, at min lille charmetrold skeler lidt. Men det er også helt normalt i den alder, beroliger sundhedsplejersken mig. Da hun er gået, kan jeg dog ikke lade være med at nærstudere min baby. Jo, han skeler godt nok en del. Jeg finder billeder frem fra fødslen og til nu, og jo… han skeler faktisk på de fleste af dem. Men sundhedpslejersken havde jo sagt, at jeg ikke skulle bekymre mig, så det gør jeg ikke. Før to måneder senere.



Det er bare en asiater-næse

”Vi har talt om det, os dagplejere, og vi synes, at Sofus skeler meget,” siger Sofus’ dagplejemor nemlig en dag, da jeg henter ham. Jeg skulle jo ikke bekymre mig, men alligevel bestiller jeg tid hos en skeleterapeut. Hun kigger længe på Sofus, men siger så: ”Han har bare asiater-næse”. En bred næseryg, der gør, at øjnene let kan forsvinde ind og gemme sig, så det ser ud som om, barnet skeler. Jubi, tænker jeg, så er der jo ikke noget galt! To uger senere møder dagplejemoderen mig dog igen med samme replik. Sofus skeler, de er ikke i tvivl! Endnu en gang tropper vi op hos skeleterapeuten, og denne gang er hun heller ikke i tvivl. Sofus skeler, og øjenlægen skal tjekke hans syn så hurtigt som muligt.

Han kan jo ikke se!


Før øjenlægen kunne undersøge Sofus, skulle han have dryppet sine øjne. Hans pupiller blev kæmpestore, og han blev både lysfølsom og irritabel. Det var dog først inde hos øjenlægen, at den virkelige kamp begyndte. Sofus ville ikke kigge på øjenlægen, ikke sidde hos mig, ikke sidde på en stol, ikke lyses i øjnene. Vi endte med at være fem voksne mennesker om at holde den lille stakkel fast på briksen, mens øjenlægen undersøgte hans øjne ved at holde forskellige glas op foran dem. Efter en halv times kamp sagde han: ”Sofus skal have briller. Han er langsynet med + 7 og + 8!” Jeg vidste intet om briller, for solbriller var vist det nærmeste, jeg nogensinde var kommet på den slags. Men jeg kunne godt gætte mig til, at det er meget.



Frygtede det værste


”Hvornår kan han få kontaktlinser?” Det var mit første spørgsmål. Og jeg er ikke stolt af det. Jeg burde have været optaget af, hvor synd det var for Sofus, at han i næsten et helt år havde set så dårligt. Ikke hvordan han ville komme til at se ud med briller! Men Sofus er bare sådan en lille charmetrold, og jeg var vant til at blive stoppet af fremmede, der lige skulle dikkedikke. Ville de gøre det nu, når han skulle have to store hinkesten foran sine smukke øjne? Ville han stadig være lige så nuttet? Ville han kunne tumle og lege vildt som alle andre drenge? Ville vi kunne kramme og kysse, uden at brillerne kom i vejen?



Goddav, du store verden


Vi valgte et par seje grønne briller til vores lille supermand, og mens vi gik og ventede på dem, vænnede vi os faktisk til tanken. Jeg glædede mig næsten til at hente dem. Men da vi kom hjem med de fine, nye briller, var Sofus slet ikke med på legen. Hvis jeg overhovedet var så heldig at få brillerne på ham, så flåede han dem af med det samme. Jeg nåede faktisk at tælle 40 gange på en halv time en enkelt eftermiddag! Men vi fortsatte stædigt (havde vi noget valg?), og vi valgte helt ærligt at blæse på pædagogikken. Sofus fik tilbudt både kiks, kage og kukkasse i håb om, at han ikke opdagede, at vi gav ham brillerne på. Og der gik mindre end en uge, før de blev der. Sofus havde opdaget, at de kunne noget, de der briller. Han kiggede og kiggede. Op, ned, rundt. Beundrende, undrende og nysgerrigt. Som om han så alt for første gang. Hvilket han nok også gjorde. Det var ret fantastisk. 



Sofus elsker sine briller


Som ugerne gik, så Sofus mere og mere mærkelig ud uden sine nye briller. Vi kunne faktisk næsten ikke genkende ham uden dem, og ja, vi kunne stadig kysse, kramme og tumle, selvom brillerne får nogle hårde slag indimellem. De andre børn skulle da også lige hive dem af ham en gang eller tre. Men jeg bliver stadig stoppet af fremmede, der vil dikkedikke – og ikke mindst spørge, om man virkelig kan have briller, når man er så lille. Og ja, svarer jeg stolt. For babyer bruger også briller! I dag er Sofus 2,5 år, og brillerne bliver, hvor de skal. De er det første, han beder om, når han vågner, og han græder, når de skal af om aftenen. Og han er ikke længere ”ham drengen med briller”. Han er Sofus. En dreng, der tilfældigvis bruger briller. 




 

alt

 

 .......................................................................................................................................

 

Historien om Frederikke og Viktoria

Tvillinger med briller: Pigerne kan godt føle sig lidt anderledes



Det kan være noget af et særsyn at se en baby med briller. Men forestil dig så to på én gang – tvillinger! – der begge har briller. Det afføder mange kommentarer og nysgerrige spørgsmål fra selv fremmede folk, fortæller Anne, der er mor til Frederikke og Viktoria.



Redigeret af Sofie Winther Askgaard FOTO PRIVAT




Hvis jeg havde en krone for hver kommentar eller nysgerrigt spørgsmål, vi har fået omkring vores tvillingers briller, så ville vi vælte i penge. Nu overdriver jeg lidt, men i forvejen er tvillinger en magnet for folks nysgerrighed, og når de så begge også har briller, så vil blikkene og spørgsmålene ingen ende tage. Vi tager det i stiv arm, men pigerne kan godt blive kede af folks kommentarer, og jeg kan mærke, at de tit føler sig lidt anderledes.

 

alt

 

Fire styks dårlige øjne


Frederikke begyndte at skele igen, da hun var cirka 15 måneder. Hun havde skelet lidt, da hun var helt spæd, men det er jo normalt, og det var også stoppet igen. Indtil nu. Vi fik at vide i vuggestuen, at de syntes, at Victoria også var begyndt at skele en smule – så afsted gik det med dem begge. Øjenlægen kiggede på pigernes øjne, og de fik dryppet dem, så pupillerne blev kæmpe store. Lægen var god til børn og formåede at få lov til at lyse pigerne i øjnene, så han kunne undersøge dem uden de store problemer. Efter undersøgelsen fik vi at vide, at begge piger var langsynede –  endda i svær grad! Selvom vi egentlig var kommet på grund af Frederikkes udtalte skelen, så var Victoria faktisk den med det dårligste syn. Hun var +7,5 og +6,25, mens Frederikke var +6,25 på begge øjne. 


Det ligger til familien


Det kom som noget af et chok for mig, at de skulle have briller – og at de var så langsynede. Ingen af os forældre bruger briller, så det var en helt ny og fremmed verden for os. Til gengæld ligger det med briller vist til resten af familien. Både pigernes mormor, bedstefar, farmor og farfar har eller havde briller. Og pigernes onkel har igennem sin barndom endda også haft rigtig stærke briller. Men jeg havde meget blandede følelser omkring det. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det ville ”ødelægge” pigernes smukke ansigter. Men jeg kunne også se, at det jo nok havde begrænset deres udvikling, at vi ikke havde opdaget det før. Begge piger gik meget forsigtigt, da de skulle lære at gå. De løb ikke af sted som andre børn, men tog små skridt fremad. Staklerne kunne formentlig ikke se en disse!


Upraktiske hinkesten


Der gik en måned, før vi fik brillerne med hjem. Og puha, en kamp der så startede. Frederikke hev dem af lige så hurtigt, som jeg kunne få dem på. Victoria beholdt dem på lidt tid, men hev dem så også af. Det var derfor ikke med meget tiltro, at jeg mandagen efter afleverede dem i vuggestuen med et par briller i hånden. Men stor var min overraskelse, da jeg om eftermiddagen hentede prinsesserne igen – med brillerne på! De sad og legede sammen med deres kontaktpædagoger, som begge bruger briller, og det har sikkert gjort det mere spændende for dem at få deres egne briller på. De første briller var dog sådan nogle store Harry Potter briller, som konstant gik i stykker. Der var bare ikke andet at vælge imellem dengang. Vi var nærmest af sted til optikeren for at få repareret brillerne 2-3 gange om ugen, så det var en lettelse, da de skulle have nye briller, og vi denne gang havde et meget større udvalg. Pigerne var selv med til at vælge, og det blev de lidt dyrere, men også meget bedre, Lindberg briller – og vi har nærmest ikke været ved optikeren i de sidste to år!


De eneste med briller


I dag er pigerne blevet 5 år, og brillerne er blevet naturlig del af deres liv – og det første, de tager på om morgenen. Deres ansigter forandrede sig meget, da de fik briller, og det tog noget tid at vænne sig til deres nye ”udseende”, men i dag ser jeg dem jo kun uden briller, når de sover, så det er ikke længere noget, jeg tænker så meget over. Men de er desværre de eneste i deres børnehave og blandt deres veninder, der bruger briller, og de spørger derfor engang imellem, om de snart må slippe for dem. Vi har lovet dem, at de må få kontaktlinser, når de bliver 13 år, og de har da også accepteret, at de er nødt til at bruge brillerne nu. Men det bliver fantastisk, når de starter i skole, for der er jeg sikker på, at de vil møde andre børn med briller. Og opdage, at de slet ikke er så anderledes endda.

 

alt

 

...............................................................................................................................................

 

Da Hjalte fik briller:



”Jeg kan ikke se noget, mor”



Hjalte skulle blive hele fem år gammel, før lægen opdagede, at han næsten ikke kunne se på det højre øje. Nu er Hjalte heldigvis i fuld gang med at træne det dårlige øje til at se bedre. Her fortæller mor Christina om sin seje supermand, fede træneplastre og briller for livet.


Redigeret af Sofie Winther Askgaard

 Foto Privat

”Jeg kan ikke se noget, mor”. 
Sådan sagde Hjalte, da han til fem-års-undersøgelsen hos lægen skulle se på billeder på synstavlen med sit højre øje, mens jeg holdt for hans venstre øje. Et minut tidligere havde han ellers bevist, at synet på det venstre øje var fint. Lægen og jeg kiggede undrende på hinanden. Flyttede Hjalte lidt tættere på synstavlen. Men intet hjalp. Han kunne bare ikke se, hvad billederne forestillede!



En barsk dom


Næste skridt var øjenlægen og skeleterapeuten, der én dag om ugen havde sin gang på øjenklinikken. Øjenlægen undersøgte Hjalte for øjensygdomme, hvilket der heldigvis ikke var nogen af, mens det var skeleterapeuten, som foretog den grundige undersøgelse af hans syn. Venstre øje fint, men dommen var hård: langsynethed på det højre øje. Og hele +6,75. Behandling: plastertræning i flere år. Det var en melding, der bragte tårer frem i mine øjne – og lidt skam i mit hjerte. Der kunne jo være så meget andet og værre galt med Hjalte, end at han ikke kunne se ret meget på det ene øje. Og i øvrigt vidste min mand og jeg, at man kan leve et helt almindeligt liv med både forskerkarriere og serie 3 fodbold på trods af et dovent øje. Min mand har nemlig samme synsfejl, men det blev opdaget så sent, at man dengang i 70'erne sagde, at der ikke kunne gøres noget ved det. 



 

alt

 

Svært at finde de rigtige briller

Med en brillerecept i hånden skulle der så vælges briller. Og det har været en lang proces, som har strakt sig over ni måneder og fire par briller – hvoraf vi heldigvis kun har betalt for det ene. Hjaltes briller skulle nemlig være med størrelsesudligning, så han kan se ting i nogenlunde ens størrelse med både højre og venstre øje. Og det viste sig at være en vanskelig sag for optikerne, og skeleterapeuten – som virkelig talte Hjaltes sag – sendte flere gange brillerne tilbage til laboratoriet for at få dem lavet om. Derefter var kunsten at finde et stel, der ikke var for stort, men heller ikke for lille, for så ville Hjalte bare kigge hen over brillerne. Han ser jo fint uden briller, bare kun med det ene øje. Det kostede mange ture frem og tilbage til øjenklinikken, men heldigvis var Hjalte ret ligeglad – bare han fik sin isvaffel efter hvert besøg. Det var dog en stor dag, da brillerne endelig kom tilbage med de helt rigtige glas og et perfekt stel.



På med plasteret


Det tog Hjalte cirka tre måneder at vænne sig til at bruge brillerne. Så skulle han begynde at bruge plaster for det gode øje 4-5 timer dagligt for at træne det dårlige øje. Og han har klaret det så meget bedre, end vi overhovedet havde kunnet forestille os. De første dage i børnehaven med briller på ville han ikke have, at de andre børn skulle se på ham, men det var hurtigt overstået. Da han så begyndte på plastertræningen, blev han genert og havde ikke lyst til at svare på, hvad der var sket med ham. Det tog også nogle dage og gentog sig så i øvrigt, da han startede i skole efter sommerferien. Men det er nu to måneder siden, og det er ikke længere noget, som fylder. Hver morgen vælger Hjalte selv det plaster, han synes passer bedst til sit tøj blandt de fem plaster-motiver, vi har herhjemme. I skolen tager han det selv af igen, når han har spist sin madpakke. Brillerne går han med hele dagen, bortset fra et par timer i løbet af eftermiddagen, hvor han gerne må holde en pause – eller fordi han skal til fodbold eller svømning.



Briller for livet

Vi har egentlig ikke været bange for, at Hjalte skulle blive drillet på grund af sine briller. Det, der har gået os mest på, er, at det ikke blev opdaget ved Hjaltes fire-års-undersøgelse. I hans journal står der, at synet var normalt. Det kan det jo næppe have været! Og vi har tænkt meget over, hvad vi kunne have gjort anderledes. Hvorfor tog vi ham f.eks. ikke med til øjenlæge efter fire-års-undersøgelsen, som vi gjorde med hans 1½ år ældre storesøster – netop for at få tjekket hende ekstra grundigt for et dovent øje? Sket er sket, og heldigvis bliver det mere og mere almindeligt med briller, og man kan jo få mange seje stel. Det er også kun en enkelt gang, at Hjalte har nævnt en drille-episode. Det var med en dreng fra klassen – én af hans gode venner – der havde sagt, at han lignede en gris med briller. Hjalte havde så bare svaret, at vennen lignede en gris uden briller. Det syntes vi faktisk, var ganske fint tacklet af en femårig! Alligevel må vi sige, at vi glæder os til, at plastertræningen er overstået – mens brillerne jo er for livet.


 

 

alt

Hjalte ses her sammen med storesøster Emma.

.................................................................................................

 

Historien om Alma:

Da Alma fik briller: Vi havde slet ikke set det komme





Alma var kun halvandet år, da hun pludselig skulle have briller, og det kom som et chok for hendes forældre, der ikke havde set nogle symptomer på dårligt syn hos deres lille prinsesse. Læs her Tinas historie om Almas allerførste briller.



Redigeret af Sofie Winther Askgaard Foto Privat

alt

 



Hjemme hos os er briller en stor del af hverdagen, selvom det faktisk kun er fire-årige Alma, der bruger dem. Hverken mor, far, Karl på 9 eller Asta på 7 bruger briller, men der bliver talt rigtigt meget om briller, leget med briller og studeret legetøj fra hele verden med briller. For selvom briller var “fremmede” for os, da Alma pludselig skulle til at bruge dem, så fik det mig til at springe ud i mit livs projekt: barnmedbriller.dk. Der findes ikke ret meget legetøj, som f.eks. dukker, der har briller. Men på et tidspunkt bestilte jeg en dukke med briller hjem fra USA, og da jeg så, hvor glad Alma blev for dukken, var idéen til Barnmedbriller.dk født.



Det kom som et chok

Alma begyndte at skele voldsomt, da hun var cirka halvandet år. Det kom faktisk fra den ene dag til den anden, så vi var ret overraskede. Jeg tog straks Alma med til lægen, som sendte hende videre til øjenlæge, og der var dommen ikke til at tage fejl af. Alma skulle gå med briller. Hun var endda meget langsynet på begge øjne – og vi havde intet opdaget! Den dårlige samvittighed meldte sig sammen med chokket, og kaos var total den dag hos øjenlægen. Min ældste søn begyndte at græde og hulke – "min lillesøster er for lille til at bruge briller!” – Alma skreg, fordi hun ikke kunne lide undersøgelsen, og jeg kunne slet ikke forholde mig til, at min lille pige skulle have briller. Mit første spørgsmål til øjenlægen var, hvor længe hun skulle gå med briller. Derefter, hvornår hun kunne få kontaktlinser, så hun kunne slippe for brillerne. Jeg er sikker på, at øjenlægen rystede på hovedet af mig, da vi gik derfra!  



Hvordan kunne vi overse det?


Min næste tanke var, om vi kunne have opdaget det noget før. Jeg havde jo egentlig tænkt på, at Alma altid ville løftes, selvom hun sagtens selv kunne gå. Men jeg havde slået det hen med, at hun jo var barn nummer tre, og det var nok meget naturligt, at hun ville være tæt på sin moar. Jeg bekymrede mig også om Almas fremtid. Ville hun stadig kunne lege vildt? Dyrke sport? Og hvordan ville hun komme til at se ud? Ville hun altid være hende pigen med briller, og kunne hun overhovedet se sød ud med briller? Det sidste kunne jeg selv gøre noget ved. 
Jeg kendte nemlig en optiker, så jeg ringede straks til hende. Hun vejledte mig grundigt over telefonen, så det var en meget målrettet mor, der besøgte optikeren dagen efter.



De første fine briller


Besøget hos optikeren blev en rigtig god oplevelse. Jeg havde taget Almas storesøster med, og så prøvede de begge alle de briller, de kunne komme i nærheden af. Pigerne hyggede sig, og de bestemte sig hurtigt for, at brillerne skulle være lilla, for det var deres yndlingsfarve. Mens vi ventede på brillerne, brugte vi også meget tid på tale om dem i familien, så alle børnene var forberedte på, hvad der skulle ske. Det var lige før, storesøster blev lidt misundelig på Almas fine briller! Men da dagen endelig kom, og vi skulle hente brillerne, ville Alma slet ikke prøve dem. Jeg havde forestillet mig, at hun tog dem på med det samme, men jeg blev klogere. Hun hev dem af mange gange og kastede dem hen ad gulvet. Men vi satte brillerne på igen og igen, og pludselig blev de siddende. Og så kiggede Alma på mig, som om hun aldrig havde set mig før. Rørte ved mine øreringe og sagde ”øreringe”. Pegede på mine øjne, næse og mund. Så på alting som for første gang. 



Alma bruger briller – og hvad så?


På Almas første dag i dagplejen med briller, havde vi taget godter med til de andre børn. Det var et råd, som jeg fik af optikeren, og som jeg senere har givet videre til mange andre. At få briller er jo noget positivt - og det skal fejres! Men jeg skulle altså lige vænne mig til at se min lille pige med briller på, og når folk sagde, at hun så sød ud, tænkte jeg: "Ja, men hun er sødere uden briller". Hun fik bare så mange smil og søde kommentarer, og mange var interesserede i at høre, hvordan man finder ud af, at at så lille et barn har brug for briller. Efterhånden kunne jeg se, hvordan brillerne hjalp Alma, og jo, man kan faktisk godt se utrolig sød ud, selvom man bruger briller! I dag er Alma 4 år. Hun leger vildt, kan slå kolbøtter og tager kun brillerne af, hvis de skal pudses, det er badetid, eller hun skal sove. Jeg hørte en dag en anden pige spørge Alma, hvorfor hun bruger briller. Alma svarede: “Det er da fordi, jeg er Alma!” Og sådan er det bare hjemme hos os. Alma bruger briller, og ingen af os kunne forestille os det anderledes.

alt

Hjemmesiden anvender cookies til statistik, denne information deles med tredjepart. Læs mere omkring cookies under Privatlivs- og cookiepolitik.Jeg tillader cookiesOK